Blokhus har i lighed med Løkken og Lønstrup været en velbesøgt badeby gennem mere end 100 år. Efterhånden som badegæsternes antal tog til var det ikke længere så attraktivt for overklassen at indlogere sig på de lokale badehoteller. De rigeste isolerede sig derfor i deres egne sommerhuse (der med datidens karakteristiske anglofili blev kaldt ‘cottages’) væk fra masseturismens vrimmel.
I Blokhus blev det første sommerhus opført i 1908 af en tobaksforhandler fra Aalborg, hvis eksempel hurtigt blev fulgt af andre.
I dag er Blokhus stadig en populær ferieby for hele familien. Dette er takket være de mange butikker, cafeer, restauranter og aktiviteter, der findes i byen. Og naturligvis den hvide badestrand, som nok er byens største attraktion.
Efter hjemkomsten fra havet trækker fritidsfiskerne, som generationer før dem, stadig deres fiskerbåde op på stranden og sælger de friskfangede fisk direkte fra båden. Torvet er byens centrum, som om sommeren summer af aktiviteter som koncerter, torvedage og meget andet.